Minde om de søfarende, der mistede livet under 2. Verdenskrig, 1939 - 1945, Opstillet i 1947.

Mange søfolk omkom under Anden Verdenskrig, heraf 35 fra Nyborg.

Da Danmark blev besat den 9. april 1940, blev der givet besked til alle danske skibe om at søge neutral havn. Dette blev fulgt af rigtig mange skibe.

En del af de skibe blev senere under krigen, og især under invasionen i Normandiet, indsat i konvojsejlads, for at bringe soldater og forsyninger frem til de allieredes styrker i Europa.

Dette var en farlig situation, idet den tyske marine lurede overalt på at sænke disse skibe.

Mange skibe blev sænket og dermed også tab af brave sømænd.

De danske Krigssejlere blev ved fejringen af 70 års dagen i Normandiet anerkendt og dermed en del af indsatsen under krigen. Ved denne lejlighed var Hendes Majestæt Dronning Margrethe til stede for at modtage anerkendelsen.

Nyborg Marineforening og Nyborg Kommune er gået sammen om at rejse et mindesmærke for de søfolk, der havde hjemsted i Nyborg.

Den 6. juni, dagen for invasionen i Normandiet, vil der på Kongens Skibsbro i Nyborg blive afsløret et monument med indgraverede navne på de Krigssejlere, der var fra Nyborg.

Det første initiativ til at mindes de omkomne blev taget af medlem af Nyborg Marineforening, Mogens Larsen, der sammen med en af efterkommerne af Jacob Frederiksen, Jørgen Frederiksen og Preben Mühring satte gang i arbejdet.

Projektet har vundet stor tilslutning fra Nyborg Kommune ved Borgmester Kenneth Muhs, Nyborg Marineforening samt Albani Fonden, der har bevilliget kr. 650.000,00 til etablering af mindesmærket.

Mindesmærket kommer til at bære navnet ”Forsavn” og bliver fremstillet af kunstneren Lars Abrahamsen.

Dagen vil komme til at stå i søens tegn med deltagelse af Søværnets Tamburkorps. Der vil blive taler og officiel afsløring af mindesmærket, der som nævnt finder sted onsdag den 6. juni 2018 Kl. 16:00.

Foto: På Nyborg Assistenskirkegård i Vestergade står denne gravsten til minde over de faldne søfolk. Aflæg den gerne et besøg.

 

Via Kurt Verner har vi fået et link til en hjemmeside v/Jørgen Vikkelsø, som er en gæv sømand, der har samlet en masse omkring livet til søs - herunder også noget om Krigssejlerne og meget mere.

Direkte link til hans hjemmeside: http://www.vikkelsoejorgen.dk/28942323

Se især disse elementer:

  • Links
  • Min tid som sømand
  • Krigssejlads 1939 -45
  • Maritime Bøger